Hvad vil du klage over?
Har du et problem med gener som støj, røg, lugt, ophobning af affald, fluer og lignende, som du gerne vil klage over?
Tag allerførst kontakt med den privatperson eller virksomhed, og få en snak med vedkommende. Det er ofte den hurtigste og bedste måde at få løst problemerne på. Måske er vedkommende slet ikke bevidst om, at der er et problem. De fleste mennesker er interesserede i at undgå nabostrid og generer ikke bevidst deres omgivelser.
Derfor bør kommunens indblanding gennem en klagesag altid være den sidste udvej.
Hvad sker der, hvis du vælger at klage?
Formålet med skemaet er at fremme vores behandling af din klage.
Vi opfordrer til, at du bruger skemaet, da det effektiviserer og fremmer vores behandling af sagen. Men det er ikke en betingelse for at kommunen behandler din klage, at der udfyldes et klageskema.
Kommunen skal underrette den du klager over om, at der er oprettet en klagesag (det skal vi i henhold til persondataloven).
Du skal vide, at den du klager over, kan bede om aktindsigt i oplysningerne om, hvem der har klaget (det kan vedkommende i henhold til forvaltningsloven).
Kommunen har pligt til at udlevere de oplysninger, med mindre der undtagelsesvist er særlige forhold, der taler mod udlevering af oplysningerne. Hvis du har navne- og adressebeskyttelse, kan du derfor skrive det i skemaet. Du kan også skrive, hvis du mener, der er andre særlige forhold, der taler for, at din identitet bliver holdt hemmelig. Det er dog ingen garanti for, at kommunen kan holde din identitet hemmelig.
Sagens videre forløb
Senest 2 uger efter at klagen er modtaget, sender Plan & Miljø en kvittering. I kvitteringen fremgår det hvilken medarbejder, der behandler sagen.
Normalt sender vi klageskemaet til den, du klager over. Det gør vi for at få en udtalelse fra vedkommende (partshøring).
Hvis vi vurderer, at du er part i sagen, vil du normalt blive orienteret om de bemærkninger, den du har klaget over, har.
Hvis kommunen bagefter vurderer, at der ikke er baggrund for at gå videre med klagesagen, vil vi fortælle dig, om du i den aktuelle sag har mulighed for at klage til en højere klageinstans og i givet fald hvordan du kan gøre det.
Hvis kommunen vurderer, at der er baggrund for at gå nærmere ind i sagen, kan du blive orienteret om udfaldet af sagen.
Skema til indsendelse af klage
Klik her for et skema til indsendelse af en klage