Mini- og husstandsmøller må du opstille uden for de områder, der i kommuneplanen er udpeget til vindmøller. Ønsker du at etablere en mini- eller husstandsvindmølle, skal du søge om tilladelse ved Struer Kommune.
Ifølge kommuneplanen gælder følgende retningslinjer for opstilling af mini- eller husstandsvindmøller:
Husstandsmøller er defineret som vindmøller med maksimal totalhøjde på 25 m og rotordiameter op til 13 m. De skal placeres i visuel sammenhæng med de eksisterende bygninger på ejendommen. Som ”tommelfingerregel” betyder det en afstand på max. 20 m, men afstanden kan være større eller mindre ud fra en konkret vurdering.
Husstandsmøller kan opføres i landzone på baggrund af en landzonetilladelse, hvis de ikke er i visuel konflikt med landskabsoplevelsen, områder til store vindmøller eller nabobeboelse.
Minimøller, det vil sige møller med totalhøjde på maksimalt 8,5 m og rotordiameter på maksimalt 2 meter, kan normalt opstilles i landzone, hvis møllen har en type- og støjgodkendelse.
Både husstandsmøller og minimøller skal kunne opfylde Støjbekendtgørelsen ved nabobeboelse.