Flytning og adresse
Du skal melde din nye adresse til folkeregisteret i den kommune, du flytter til - eller inden for. Anmeldelsen skal ske senest 5 dage efter du er flyttet. Hvis du glemmer det, kan du blive pålagt at betale en bøde.
Anmeld flytning til folkeregisteret
Hvis du flytter ind hos en ejer eller lejer kan kommunen kræve, at vedkommende bekræfter din flytning. Har du kun brug for at få eftersendt din post, skal du ikke melde adresseændring til folkeregisteret. Kontakt i stedet Postnord.
Folkeregisteret kan efter en konkret undersøgelse ændre de oplysninger, du selv har givet. Det kan de gøre, hvis:
- det kan bevises, at du ikke bor på den adresse, du har oplyst til kommunens folkeregister
- du nægter at ændre din adresse.
Adresseforespørgsel
Lav en adresseforespørgsel
For få oplyst adressen skal du angive mindst to af nedenstående oplysninger:
- navn
- tidligere adresse
- personnummer eller fødselsdag
Gebyr
Det koster 75 kr. pr. person, du spørger på.
Navne- og adressebeskyttelse
Navne- og adressebeskyttelse betyder, at dit navn og adresse ikke må udleveres fra folkeregistret og Det Centrale Personregister (CPR).
Du kan få adressebeskyttelse ved at henvende dig til folkeregistret i din kommune. Registeret kan beskytte dig mod:
- at dit navn og adresse kan gives videre til private (navne- og adressebeskyttelse)
- at du optages i lokale vejvisere og telefonbøger
- at du modtager henvendelser i forbindelse med statistiske eller videnskabelige undersøgelser.
Selvom du har tilmeldt dig adressebeskyttelse, er det stadig tilladt at udlevere dit beskyttede navn og adresse til offentlige myndigheder og normalt også til private kreditorer. Udlevering af beskyttede navne og adresser kan også ske til privat person, hvis pågældende person har en juridisk interesse i oplysningerne.
Søg om navne- og adressebeskyttelse
Adressebeskyttelse gælder et år
Når du har tilmeldt dig adressebeskyttelse, gælder beskyttelsen ét år. Ønsker du adressebeskyttelse i længere tid end ét år, skal du bede om at få perioden forlænget hos folkeregistret i din kommune.
Lokalvejviser, postvæsenet og teleselskaber
Har du beskyttet dit navn og din adresse, må kommunen ikke udlevere oplysningerne til den lokale trykte vejviser. Er du ikke navne- og adressebeskyttet, og ønsker du ikke at fremgå i lokalvejviseren, kan du kontakte din kommune og melde dette.
Hvis du ikke ønsker, at postvæsenet og teleselskaberne udleverer dit navn og din adresse, skal du henvende dig til Post Danmark og de teleselskaber, du har abonnement hos.