Hegn opdeles i tre typer; fælleshegn, eget hegn og indre hegn.
Fælleshegn – er hegn mellem to grunde, hvor begge parter har afgivet jord til hegnet og som er opsat i fællesskab eller efter fælles aftale, og hvor begge parter deltager i vedligeholdelse eller har aftale herom. Hegnet behøver ikke stå i skel for at være et fælleshegn.
Kan to naboer ikke blive enige om at ændre fælleshegnet, kan de henvende sig til Hegnssynet, for at få hjælp til at fastlægge hvordan hegnet skal være. Normalt er det den part, der ønsker ændringen af fælleshegnet, der betaler udgiften, med mindre begge parter har en væsentlig interesse i ændringen.
Eget hegn – er opsat af den ene part, på dennes grund. Det står langs skellet i en afstand af indtil 1,75 m og har hegnsfunktion i forhold til naboen.
Hvis du skal opsætte hegn, der grænser op til en vej, sti eller plads som er åben for almindelig færdsel, er det som udgangspunkt et eget hegn, som du normalt selv skal betale, vedligeholde samt opsætte. Hegnet skal placeres på din egen grund og må ikke "vokse ud" på vejen, stien eller pladsen. En god regel er at plante ca. 40cm fra skel. Hegnet må ikke spærre for udsynet og oversigten ved vejkryds eller sving.
Egne hegn må have samme højde som fælleshegnet + afstanden til skel. Det må dog ikke genere fælleshegnet, og der skal være plads til at vedligeholde fælleshegnet.
Et eget hegn må du gerne ændre eller fjerne, men hvis der ikke er et andet hegn mellem jeres ejendomme, skal din nabo have besked mindst en måned før, du foretager ændringerne.
Indre hegn – er hegn som ikke følger skellinjen eller som står mere end 1,75 m fra skellet. Et sådant hegn er ikke omfattet af hegnsloven. Uenighed om indre hegn afgøres af domstolene efter de såkaldte ”almindelige naboretlige regler”
Træer og grene - er normalt ikke indenfor Hegnslovens område. Kun i ganske særlige tilfælde kan Hegnssynet behandle spørgsmål om træer.
Fx hvis træerne er sammenvoksede og har hegnskarakter (de skal være af samme slags, der skal være mindst 4 træer, de skal stå langs hele eller en væsentlig del af skellet og stammernes afstand til skel må ikke overstige 1,75 m.)
Ifølge hegnsloven må din nabo gerne kappe grene af i skellinjen, hvis de vokser ind gennem hegnet eller så tæt hen over hegnet, at dette herved beskadiges, eller hvis de er til ulempe for dennes færdsel på sin egen grund.
Hegnssynet kan efter naboens begæring pålægge en træejer, at fjerne grene, der pga. alder, råd el.lign. skønnes at være farlige for sikkerheden på naboejendommen.
Hvis du ønsker at klage over, at naboens træer skygger, eller at grenene vokser ind over din grund eller lignende, kan du anlægge sag ved domstolene.