Ejendomsbidrag

Find ud af, hvad ejendomsbidrag er, og hvordan og hvornår du som boligejer skal betale det.

Ejer du et hus, en lejlighed eller en grund? Så vil du fra 1. januar 2024 ikke længere skulle betale ejendomsskat til kommunen. Skattestyrelsen har overtaget opgaven med at beregne og opkræve din ejendomsskat.

Det betyder, at du fremover kan se din ejendomsskat på din forskuds- og årsopgørelse. Du får ikke længere en ejendomsskattebillet. Hvis du har spørgsmål til din ejendomsskat, er det derfor fremover Skatteforvaltningen, du kan få hjælp hos.

Læs mere om boligskat her

Du skal stadig betale for rottebekæmpelse, skorstensfejning, affald(revonation) m.v. til kommunen

Ud over ejendomsskat er der en række andre faste bidrag, der følger med, når man ejer en bolig eller grund. Det er for eksempel afhentning af dit affald (renovation), rottebekæmpelse, skorstensfejning med mere. Samlet kaldes de udgifter for ejendomsbidrag, og du vil få en opkrævning på en ejendomsbidragsbillet fra kommunen på dem.

Ejendomsbidragsbilletten bliver sendt til din digitale postkasse i starten af januar 2024. Du skal betale den én gang årlig, nemlig pr. 1. april 2024.

Hvis du er fritaget for Digital Post

Er du fritaget for Digital Post, sender vi et brev med ejendomsbidragsbilletten og et indbetalingskort til dig.
Indbetalingskortet kommer i midten af marts måned. Hvis du allerede i dag betaler din ejendomsskat via Betalingsservice, fortsætter betalingen blot. Du vil så ikke få et indbetalingskort med brevet.

Hvis der er flere ejere af din ejendom

Hvis der er flere ejere af ejendommen, er det én ejer, der står som primær ejer. På ejendomsbidragsbilletten, der sendes til alle øvrige ejere, vil der stå KOPI med store bogstaver over siden.
Vær opmærksom på, at der kun bliver sendt et indbetalingskort med betalingsoplysninger til ejer, der står som primær ejer. Hvis der er flere ejer af ejendommen, får de et indbetalingskort uden betalingsoplysninger.

Hvis du betaler for sent

Du skal betale din ejendomsbidragsbillet senest 1. april 2024. Hvis du betaler efter forfaldsdatoen, bliver du opkrævet renter pr. påbegyndt måned, regnet fra forfaldsdagen, og indtil betalingen sker.
Hvis du modtager en rykker, bliver du opkrævet et gebyr.
Har du spørgsmål om gebyr og betaling, kan du kontakte Borgerservice på tlf.: 96 84 84 93.

Hvis du køber eller sælger din bolig i årets løb

Vi opkræver ejendomsbidrag for hele det kommende år hos den, der er tinglyst som ejer af en ejendom pr. 1. januar. Hvis en bolig skifter ejer i løbet af året, skal køber og sælger selv fordele ejendomsbidragene. Det kan man for eksempel gøre via en refusionsopgørelse.

Affald med mere

Affaldsselskabet Nomi4S står for affald i kommunen. Her kan du få svar på spørgsmål om f.eks.:

  • Tømningsdage
  • Manglende tømning
  • Udskiftning af containere
  • Priser på affaldsbeholdere
  • Miljøgebyrer
  • Åbningstider på genbrugspladser

Se mere på www.nomi4s.dk

Du kan også ringe på tlf. 96 10 62 40.

Rottebekæmpelse

Vi opkræver bidrag for rottebekæmpelse til dækning af omkostninger ved den kommunale rottebekæmpelse.
Gebyret pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen, og vi opkræver det på baggrund af ejendommens areal, som det er oplyst i Bygnings- og boligregistret (BBR). Gebyret beregnes som en sats pr. bebyggede antal kvadratmeter. For ejerlejligheder beregnes gebyret som en sats pr. kvadratmeter samlet bolig- og erhvervsareal.

Husk, at hvis du opdager rotter eller har mistanke om rotter på din ejendom, har du pligt til at anmelde det til Struer Kommune.

Skorstensfejning

Hvis der er en skorsten på din ejendom, har du pligt til at få den renset og efterset af en skorstensfejer mindst én gang om året. Kommunen opkræver betaling for skorstensfejning på ejendomsbidragsbilletten på vegne af skorstensfejeren. Eventuelle tilbagebetalinger eller opkrævninger i løbet af året sørger skorstensfejeren for.
Hvis du har spørgsmål til skorstensfejning, eller du ønsker at til- eller afmelde skorstensfejning, skal du kontakte skorstensfejeren direkte.

Skorstensfejermester:
Michael Hestbjerg Pedersen
Mobil: 20 15 50 57
E-mail: struer@skorstensfejeren.dk